Henrik Ibsens skrifter

Med stor fornøjelse er jeg med på at slutte mig til den tilsendte ​henvendelse til storthinget og skikker den derfor herved i underskreven stand tilbage.

Men jeg må tilstå at jeg ikke venter at få se nogetsomhelst udbytte af den hele sag. Havde storthingsmajoriteten med ærlig interesse sluttet sig til ​ Berners forslag, så havde de ikke ​sendt forslaget til betænkning af formandskaberne. De havde overhovedet ikke ​æsket nogen erklæring fra mændene men fra kvinderne. At spørge mændene til råds i en slig sag er det samme som at spørge ulvene om de ønsker øgede beskyttelsesmidler til fordel for saueflokkene.

Å nej, ​den minoritet i vort folk, som sidder inde med de politiske, kommunale og sociale privilegier, slipper dem nok ikke godvilligt ud af hænderne eller deler dem med den uprivilegerede majoritet. Derfor forudser jeg også så godt, ​hvad der kommer ud af stemmeretsforslagene. Ingen af dem vil samle de fornødne stemmer om sig. Sligt noget ​gives ikke til skænk af indehaverne; det må erobres. Og aller helst hos os, hvor afgørelsen er i hænderne på en del af landalmuen. Jeg har i mange lande lært ​bønderne at kende; men intet steds har jeg fundet dem frisindede, offervillige eller uegennyttige; tvert imod, jeg har overalt fundet dem til det yderste holdende på sine rettigheder og på sin egen fordel. Skulde det være anderledes hos os? Jeg synes ikke jeg kan tro det. Jeg begriber ikke, hvorfor man kalder vore venstremænd liberale. Når ​jeg læser storthingsforhandlingerne er det mig i bøndernes tankegang ikke muligt at spore en ​snus mere af virkelig frisindethed, end den, der findes hos den ​ultramontane bondebefolkning i Tyrol .

Derfor er jeg ​svare ræd for at ​det har lange udsigter med de sociale reformer oppe hos os. Vist nok kan de politisk priviligerede efterhånden lægge sig til en eller anden ny rettighed, en eller anden ny fordel. Men jeg ser ikke at det hele store folk, og navnlig den enkelte i dette, vinder noget mærkbart derved. Men jeg er jo rigtignok en hedning også på det politiske område; jeg tror ikke på politikens frigørende magt, og på magthaveres uegennyttighed og gode vilje stoler jeg heller ikke meget.

Kunde jeg få det, som jeg vilde ​ha’ det derhjemme, så skulde alle de uprivilegerede slå sig sammen og stifte et stærkt, resolut og pågående parti, hvis program skulde være rettet udelukkende på praktiske og produktive reformer, på en meget rummelig udvidelse af ​stemmeretten, ​regulering af kvindernes stilling, ​folkeundervisningens frigørelse fra alskens middelalderligheder o. s. v. ​De teoretisk-politiske spørsmål kunde gerne hvile en stund; de er ikke synderlig produktive. Kom et sådant parti i stand, vilde ​det nuværende venstreparti snart vise sig at være, hvad det i virkeligheden er og ifølge ​sin sammensætning må være, – et centrumsparti.

Men nu er her ikke plads til flere ​kandestøberier. ​Dit prægtige «gamle dokument» læser vi op igen og op igen. Jeg aner gangen i ​det følgende og er spændt på at ​få det hele fat. Hils din hustru, ​Jonas Lies og alle andre venner og landsmænd.